Gæstelærere, teater/musical

Gæstelærere, teater/musical

Søren og Nana kan tilsammen rigtig mange underlige ting :-)

Vi har en enorm bunke erfaring med små, store, fuldstændig voksne og dem der aldrig bliver voksne, og vi kan rigtig godt lide at arbejde for og med dem alle sammen.

Først og fremmest er vi gode til at få ting til at ske - til at sætte noget i gang. 

Vi har stor erfaring indenfor musicalopsætninger, teaterkoncerter o.lign. Både hvad angår selve processen med at få ideer, opbygge skelet, skrive manuskript, instruere, vælge musik, øve med band o.s.v. - men vi er også rigtig gode til at afvikle. 

Søren kan alverdens ting, når det kommer til afvikling af projekter. Han er god til ALT indenfor lyd - og han medbringer eget udstyr. 
Vi kan også medbringe - og styre - lys til jeres forestilling.
Nana er god til at få ideer til manuskript, til at guide i en skriveproces og til at vejlede/instruere under selve opsætningen. 

Rigtig mange folkeskoler og efterskoler har et årligt teaterprojekt, hvor eleverne er delt ind i kulisse-, kostume-, sceneopbygnings- og teaterhold. Når vi laver musicalprojekter skal ALLE elever være en del af selve teaterstykket, og alle skal på scenen (eller i bandet). Vi tror på, at eleverne oplever en langt større fællesskabsfølelse - og at vi får rykket ved mange flere grænser ved at "tvinge" alle på scenen - og ikke bare lade dem vælge (eller lade lærerne vælge) det, de plejer/det sikre! 

Vi har i mange år stået for blandt andet Musikskolen Lauras musicals, hvor Nana har arbejdet med teaterholdet - Søren har arbejdet med bandet. Når det hele er smeltet sammen og gået nogenlunde op i en højere enhed, sætter Søren sig bag mixeren og laver lyd, Nana tager lyspulten og indkoder og styrer lyset - mens hun sufflerer skuespillerne på gulvet.

Vi kan RIGTIG godt lide at lave det, vi laver, hvilket vi håber  smitter af på - og inspirere andre.

Vi kan komme en time eller to og give input, vi kan være med i en længere periode og guide jer, og vi kan selv stå for projektet. Det bestemmer I!

Vi har i en årrække lavet musical/stået for teaterugen på Åby Skole, Laursens Realskole og Rosenvangskolen. Søren har desuden stået for lyd og lys til Hasle Skoles musicals i en del år.

De sidste 6 år har vi lavet musical med 120 elever på Bork Havn Efterskole. Og vi er med igen i år!
Alle elever deltager i tilblivelsen af historien, kulisserne, koreografien m.m. 
I selve projektugen bor vi i Bork, hvor vi skriver, synger, danser, spiller og bliver meget, meget trætte hver dag i 4 dage. Ugens sidste to dage har vi prøver og forestillinger. Alle 120 elever ender på scenen på en eller anden måde.

Vi har vel efterhånden opsat 60 - 70 musicals/teaterstykker med børn/unge i alderen 12 - 18 år, så vi synes, at vi har nogenlunde overblik over processen.